Jeg boede med Marie, som var virkelig sød til at vente på mig hver morgen. Og sådan fulgtes vi ned til morgenmadsbuffeten, og fyldte både maver og tasker, med alt hvad vi kunne nå at presse ned. Vores mål var nemlig ikke, at bruge flere penge, end de sølle 40 euro skolen havde givet os som madpakke. Og hvis der er noget mor har lært mig, så er det hvordan man sparer på ferie. Og stjæler fra buffeter. Tak mor.
Vi styrtede rundt alle dage fra det ene museum til det andet. Det vil sige, når lærerne ellers fik snøvlet sig færdig om morgenen og diskuteret hvor vi skulle hen, så var der fart på resten af dagen.
Det var nogle enormt flotte steder vi kom frem til. Man kunne virkelig se på programmet, at det ikke er første gang skolen er i Berlin. Vi kom bla. ind i en ombygget bunker med en privat samling installationskunst, hvor der, hvis jeg husker rigtigt, er to års ventetid, bare for at få en rundvisning. Og ind og se Jeppe Heins tegnestue, hvilket man normalt slet ikke kan, men så er vi heldige at have en ret overkvalificeret assistent, som har arbejdet der.
Vi startede på Jüdisches Museum, tegnet af Daniel Libeskind. En helt sindsyg bygning. Formet som en forslået jødestjerne, foldet ud i en lang sik-sak bane, som man følger fra ende til anden, op og ned. Vi havde kun en halv time, så vi så ikke på udstillingerne, men det gjorde absolut ingenting, for bygningen fortalte alt man havde brug for.
Det stærkeste var en gang, hvor hele gulvet var fyldt med løst-liggende jernhoveder, som man bliver nød til at træde på, for at komme videre. Jeg kom rundt om hjørnet med et par andre i hælene, som alle stoppede op med fødderne støddende op mod de første hoveder. Efter nogle lange sekunder gik den første afsted. Lidt efter var de alle spredt ud over det store tomme betonrum, som nu rungede af skærende lyde af jern, der gled ned fra hinanden. Ellers var vi alle stille. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Da den første nåede ned for enden af gangen råbte han tilbage, at vejen var blind. Alle vendte om med det samme.
Senere, længere oppe i bygningen, kom jeg forbi et af vinduerne ud til gangen. Da jeg så nogen fra holdet, bankede jeg helt intuitivt på vinduet for at komme i kontakt, men de hørte ingenting gennem det tykke, nærmest pansrede vindue.
Der var noget modbydeligt ved den bygning.
Princippet i at gå på museum uden at kigge på udstillingerne, kan jeg egentlig ret godt lide. Jeg er alligevel altid mere optaget af vi-ser-på-kunst-og-er-kulturelle-stemningen. Efter Jødemuseet så vi Neue Nationalgalerie, tegnet af Mies van der Rohe. Her var vældig fint.
Lige ved siden af Nationalgalleriet ligger Berliner Philharmoniker, hvor der var gratiskoncert i foyeren. Det er en meget rodet bygning, så selvom jeg har været der, synes jeg stadig ikke rigtigt jeg har set det og har derfor svært ved at finde ud af hvad jeg synes om det. Men den del af foyeren vi sad i, kunne jeg godt lide. Et musikhus må gerne være inspirerende. Det var som en minimalistisk version af et over-size klunkehjem. Hundredevis af former og nyancer, som man kunne kigge på, mens vi hørte klassisk musik. To violiner, en bratsch og en cello. Det var lækkert.
En anden dag var vi på et privat museum kaldet Sammlung Boros. Det er en bunker bygget om til museum. Jeg har aldrig været et mere fancy sted. Vi så på en pind de havde hængt op i en roterende motor i loftet, så den gled rundt i en cirkel mod gulvet. Vi så også en popcornmaskine, som de sagde havde stået tændt siden udstillingen åbnede. Og nogle bildæk. Og nogle andre ting jeg lykkeligt har glemt. Det var forståeligt at der er tvungen rundvisning, for uden konstant og total styring af hvad jeg skulle tolke ud fra hver eneste installation, tror jeg ikke det havde taget halvanden time at komme igennem. Men selve måden de havde lavet udstillingen på og renoveret bunkeren, så man stadig kunne se hele dens historie i væggene, var virkelig godt.
Vores besøg på Hamburger Bahnhof husker jeg mest af alt som stressende. Selvom det sikkert havde været den udstillingen jeg ville være mest interesseret i.
Fie har brækket sin ankel til en af festerne her på skolen, så meget af studieturen gik med, at stresse over, at følge med resten af holdet gennem U-bahn, op og ned ad kantstene og lede efter elevatorer og ramper. Så da vi kom prustende til museet og fik at vide, at vi igen kun havde 30 min, besluttede vi os for at fortsætte tempoet.
Den første del af museet med Andy Warhol var fantastisk. Stort og lyst og enormt behageligt rum. Jeg kunne især godt lide det store billede af Mao, med små lilla Mao-hoveder tapetseret på væggen bag.
Derefter gjorde vi en fejl. Vi kom til en kort trappe, med en handicaplift og sagde ja tak til at prøve den. Efter lidt ventetid på vagten, der skulle komme med nøglen, kørte vi Fie op på rampen og stod så og fniste, mens hun, langsommere end nogensinde, blev sneglet op over den korte trappe. Det var her det gik op for os at de fortsatte, først op og så ned igen. Det tog næsten et kvarter, før jeg kunne løbe afsted med hende igen. For det var nødvendigt. De 30 minutter var gået og rundt om hjørnet dukkede en uoverskuelig lang gang op, med åbninger ind mod udstillingerne, hele vejen ned til enden. Aldrig er vi blevet gloet så meget på, som da jeg kom prustende med Fie foran mig i fuld fart gennem den 1 km lange udstilling, mens jeg råbte "Se Fie! Det er også mærkeligt". Der var udelukkende værker af Olafur Eliasson, hvilket umiddelbart var enormt flot og farverigt. Der var dog et værk som fik mig til at stoppe op. Nede for enden foran en mindre væg, lå der koboltblåt pulver i en afgrænset rektangel. Heri var der aftryk fra to fødder, som bagefter havde lavet et aftryk på væggen og derefter lavet fodspor ud på gangen, hvor vi nu stod, uden nogen form for afskærmning. Jeg aner ikke noget om det, det var bare skide flot. Og så måtte vi løbe tilbage igen.
Herefter gik det pludselig stærkt. Da Pernille, Fie og jeg ikke kunne få ud af lærerne hvilken U-bahn og hvilken station de havde tænkt sig at tage, blev vi væk. Som sædvanlig fandt vi dem ikke igen, efter at have taget elevatoren ned under jorden. Desuden gik Nanna rundt med Fies taske, hvori hendes billet, mobil og pung lå. Pernilles og min telefon var ved at gå ud. Vi fik dog købt en billet til Fie i samme sekund som toget kom rullende. Rutineret fik vi samarbejdet om at få hende moslet ind i toget. Jeg sprang ud igen da jeg opdagede at billetten skulle stemples og nåede akkurat lige at få benene med inden for døren inden de lukkede. Det er ikke første gang jeg har gjort det.
Da vi kom ud igen og op over jorden, efter at have ventet usandsynligt længe på en overdreven sløv elevator, tog Pernille over. Hun kendte heldigvis en del til Berlin og guidede os hurtigt ned ad Unter den Linden i bagende sol, mod strømmen af turister. Vi tossede lidt rundt mellem de mange gamle bygninger, men til sidst fandt vi en lille dør med to sure vagter og et skilt hvor der stod "Neues Museum". Der var intet arkitekturhold i sigte og dermed ingen billetter at komme ind på. Vi besluttede os for at købe en trøste-kop kaffe lige overfor og lige som jeg havde fået koppen i hånden, råbte Nanna fra døren: "Hvis i vil ind, så er det nu!".
Museet var enormt. Enormt, bombastisk og fornemt over det hele. Mere end hvad jeg bryder mig om. Men hvis noget skal være fornemt og bombastisk, er det måske også her. Det var den klassiske udstilling, med tysk version af gravballemanden og guldhornene. Vi morede os heldigvis ret godt alligevel og nød roen, der underligt nok altid sænker sig, når man træder ind i et stort gammelt rum.
Den sidste dag var vi på Tchoban Foundation Museum für Architekturzeichnung. Det var et forfærdeligt sted.
Alt i alt var det en rigtig dejlig tur. Vi har i hvert fald fået set en storby fra en handikappets side. De søde mennesker på billedet er Nanna og Daniel, en aften hvor Pernille viste os en rigtig hyggeligt traditionel tysk restaurant, hvor man kan få en hel meter øl. De fleste dage var vi ude i byen fra vi tog afsted om morgenen til sent om aftenen. Det var stressende og hårdt for hovedet, men også virkelig sjovt, især på grund af de søde mennesker jeg fulgtes med.
De pæne billeder har jeg tyv-stjålet fra nettet, resten har jeg taget med min smarte mobil, når jeg virkelig ikke kunne lade være. Den lille mobil-linse lever jo aldrig op til virkeligheden, så jeg har oplevelserne printet i hovedet i stedet :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar