For efterhånden lang tid siden, havde vi en opgave hvor vi skulle lave et fiskerhus med soveplads, et tekøkken og plads til en båd på 6 meter. Nær skolen ligger der nemlig et område med fiskerhuse, hvor vi skulle finde et område, hvor vi ville bygge. På den måde kom vi til at forholde os til en bestemt størrelse grund og miljøet og husene omkring.
Jeg var syg første dag, hvor vi blev inddelt i grupper, så min gruppemakker Andreas startede idéprocessen selv. Da jeg snottede mig sammen tirsdag, var han blevet inspireret af de mange master fra lystbådhavnen og fik meget hurtigt idéen om en loftskonstruktion, der udelukkende bestod af lodrette træ-stolper/pinde i forskellige længder sat tæt sammen. På den måde vil man få et rigtigt flot loft inde i huset og referencen til masterne udefra.
Jeg kunne godt se, at det ville kræve en del, hvis det skulle kunne fungere og udføres i virkeligheden, men da Andreas var ekstremt begejstret, gik jeg med på idéen. Vi kunne lige så godt udnytte, at projektet ikke skal bygges i virkeligheden og prøve en lidt vanvittig idé af. Derfor førte vi også konceptet helt igennem, så hele huset egentlig bare lignede en samling træstolper. Dvs. alle døre og vinduer skulle være skjulte med skodder, så når de lukkes, vil de gå i ét med resten af facaden.
Vi valgte at bygge på en 7x7 meter stor grund, midt mellem de andre fiskerhuse, så vores fisker var en del af fællesskabet. Da grunden ikke er særligt stor, lod vi husets funktioner bestemme dets form. Bådens størrelse var derfor ret afgørende for husets form set ovenfra.
Vi tegnede derfor først en firkant på 7x2, som skulle være et opbevaringsrum til båden nederst, hvor der var plads til grej over båden. For at få båden derind forestillede vi os et hejsesystem, som glider båden ind og ud. Hele væggen ind til opbevaringsrummet skulle kunne åbnes op som et halvtag, som fiskeren kan hejse båden ud under og reparere den, selvom det skulle regne.
Vi tegnede derfor først en firkant på 7x2, som skulle være et opbevaringsrum til båden nederst, hvor der var plads til grej over båden. For at få båden derind forestillede vi os et hejsesystem, som glider båden ind og ud. Hele væggen ind til opbevaringsrummet skulle kunne åbnes op som et halvtag, som fiskeren kan hejse båden ud under og reparere den, selvom det skulle regne.
Beboelsesdelen formede vi som et takket M, da der ikke var brug for meget plads, og så husets form ville danne små rum udenfor, på den lille grund vi havde til rådighed. Hele huset drejede vi, så vinduerne ville passe bedst muligt mod solen, men også væk fra vejen, så fiskeren ville få en smule privatliv, selvom husene ligger meget tæt. Indenfor er der et køkkenbord han kan sidde ved og en stige på væggen op til sengen, som går "ind i væggen" mod opbevaringsdelen.
Vi skulle aflevere en model i 1:50, samt tre tekniske tegninger: plantegning, snit og facade. Det var fedt endelig at lave et projekt, som var så nær virkeligheden. Grunden til at jeg alligevel ikke blev så glad for projektet, var nok fordi vi netop ødelagde den følelse, da vores hus højst sandsynligt ikke vil kunne bygges i virkeligheden. Til gengæld var vores lærer Sophie ret begejstret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar