tirsdag den 14. oktober 2014

Landskabsopgave


Til denne uge havde lærerne og vores forstander Kurt fundet på, at vi skulle lave en landskabsopgave på skolens grund. Især Kurt virkede meget begejstret for projektet. Jeg tror det var hans idé.
Krabbesholm er en meget gammel højskole. Før Kurt kom til, var det en helt almindelig grundtvisk højskole og før det, var det Skives store herregård. De ældste bygninger er derfor ret gamle. Hovedbygningen, som ligner et lille slot, er fra 1565, hvorudfra der går to bindingsværkslænger. Det er hjertet af højskolen, med køkken, spisesal, opholdsrum, kontor, forstanderbolig, samlingssal og nogle af elevværelserne. Rundt om hovedbygningen, spredt på hele skolens grund, er der siden blevet bygget mange vidt forskellige bygninger, fra vidt forskellige tidsperioder, med vidt forskellige funktioner. Men underligt nok ligger alle udendørsarealerne stadig som de gjorde for 400 år siden.
Det var i korte træk Kurts oplæg mandag morgen.


Lærerne havde delt grunden op i ti områder eller emner, og fordelte derefter os alle sammen i grupper, så hver gruppe havde et emne. De to arkitekturhold var sammen denne uge, så jeg kom i gruppe med Stephanie fra mit eget hold, og Linett og Hans fra det andet hold. Derudover havde vi Jonas Rolsted, en digter der bor på skolen, som gæstelærer.
Vores gruppes opgave var, at vi skulle lave udendørs undervisning. I stedet for at begynde med en normal brainstorm eller lege med modeller, skulle vi starte med at skrive en utopisk tekst, hver for sig. Herefter fik vi lov at tale sammen. Sådan gentog det sig dagen efter, hvor vi efterhånden begyndte at have et nogenlunde billede af hvor vi ville hen. Vi ville lave huller.
Som udgangspunkt for hele vores projekt, skulle vi lave en gruppetekst. Idéen var, at vi skulle prøve en helt ny måde at arbejde med arkitektur på og både arbejde med vores projekt i detaljen og i helt stort perspektiv.
Vores gruppetekst:

Vi tænker i runde former. Ser i firkanter. Firkantede bygninger på en firkantet plæne. Vi tænker i runde former. Vi er kreative mennesker, som tænker i runde former i firkantede bygninger. Sådan lever vi. Vågne op, morgenmad, morgenmøde, fri, undervisning, frokost, fri, rengøring, fri, undervisning, fri, aftensmad, fri. Min hverdag er organiseret frihed. Friheden til at undersøge. Frihed til at bekræfte eller afkræfte. Finde mit indre og finde mit ydre. Frihed til spøgelser i skoven, til edderkopper i badet, madlugt fra køkkenet, dråber på vinduet. Fra sommer til efterår og snart er vinteren også her. Omringet af kreativitet i alle farver og former. Oplevelser og indtryk bombarderer mig hele tiden. Latter, sorg, tårer og opkast bliver en del af ugerne som går. I vores eget lille samfund i lille Skive, i lille Danmark, på den lille klode, i det store univers.På krabben er der mange bygninger. Jeg skal lave en til. En masse bygninger på en masse græs. Pedellen slår græs hver dag, synes jeg. Kører rundt mellem alle bygningerne. Hver dag. Og jeg skal lave en til. Jeg vil lave noget andet.Jeg vil lave en anti-bygning. En bygning uden vægge. En bygning uden tag. En bygning uden materialer. En bygning pedellen ikke skal køre rundt om. En bygning som ikke er en bygning på græsplænen. Jeg vil lave en anti-bygning. En bygning hvor der er plads til at stå op. Hvor jeg kan se solen skinne hver dag. Og om natten hvis jeg bevæger mig så langt op jeg kan komme, vil jeg kunne se stjernerne blinke.

Efter teksten blev skrevet (og måske også lidt for meget før), fandt vi frem til konceptet om ikke at bygge endnu en bygning. Vores projekt skulle være en anti-bygning og hvad er mere anti end et hul i jorden? Så det var vores idé. Hvis der skulle være noget over jorden, måtte det være naturligt, som f.eks. hæk eller græs.
Derefter blev vi også enige om at lave noget i en cirkel, siden alt andet på skolen er firkantet. Vi tænkte længe i en form for amfiteater, hvor hele skolen eller små grupper ville kunne samles. Men efter noget tid snakkede vi os frem til, at størstedelen af tiden vi har undervisning her på skolen arbejder vi. På arkitektur sidder vi meget ned i grupper eller står ovre i modelværkstedet og laver modeller. Det samme med design. Og da vi havde tænkt os at bygge lige uden for Mos-husene, hvor vores to arkitekturhold holder til, skiftede vi fokus til udendørs gruppearbejdsplads og modelværksted.




Derfor lavede vi tre cirkler. Cirklerne ligger som et stjernebillede, som inspiration fra vores tekst. Design- og kunstholdet har deres egen gård uden for lokalerne, som de flittigt bruger til modelarbejde, arkitektur har ingenting. Derfor var det også meget oplagt, at placere cirklerne der hvor de to af Mos-husene, som arkitektur holder til i, mødes, på den græsplæne, som alligevel bare ligger øde hen. 
Hver cirkel har hver sin funktion. Den mindste er til gruppearbejde med et bord med bænk rundt om. Den store er til grovarbejde med borde i stå-højde hvorpå der sidder stole under, som kan vippes ud. Den sidste har både stå- og siddeborde. De er alle tre forbundet af trapper, der fører mod næste cirkel. I den store cirkel lavede vi den store brede trappe fra vores oprindelige amfi-idé, som byder folk ind, men som også fungerer som siddepladser, hvor man vil kunne give introduktion til et hold, eller bare kigge på dem der arbejder. Derudover tilføjede vi også en rund bænk over jorden (den helt til højre). 
Efter vi havde snakket en del igennem, men stadig kun havde tegningerne i hovedet, tilbød Hans at tegne det i Google Sketchup, så vi kunne se om det fungerede. Vi sagde hurtigt Jatak!
Det viste sig at tage en del længere tid end vi havde regnet med, men blev til sidst nogle ret professionelle tegninger. Google Sketchup er et gratis 3D tegneprogram, som gjorde at vi kunne se vores planer i 3D, med rigtige mål og mennesker til illustration. Det gjorde også at vi fik tænkt helt ned i de mindste detaljer, som f.eks. om der skulle være en 10 cm høj kant på indersiden af cirklen, så man ikke ville kunne se så meget jord og den ofte lidt triste bund af hækken. Og en lang diskussion om trappetrinenes mål, så de også var behagelige at sidde på. Det gjorde hele projektet mere omfattende, men også meget mere virkelighedsnært. Og fedt!

En anden god ting ved programmet er, at man kan se hvordan skyggerne vil falde i løbet af dagen og dermed placere sin (anti-) bygning eller træer i forhold til det. Dette er kl. 10 om morgenen. 


Skolens undervisningsbygninger ligger alle sammen samlet bag hovedbygningen. Fordi folk er så engagerede i deres projekter, sidder der altid nogen, nogengange en hel klasse, og arbejder langt ud på aftenen. De tre Mos-huse hvor arkitektur og grafisk design holder til har store vinduer ud mod hinanden, så man kan se over til hinanden om aftenen. Kurts erfaring er at der faktisk sidder flere og arbejder om aftenen, efter de blev bygget, fordi man ikke føler at man går glip af noget. Netop denne effekt, hvor man vil kunne se liv når folk arbejder, ville vi gerne føre videre. Derfor endte vi med at lave hækkene akkurat så lave, at man vil kunne se de fleste hoveder stikke op over hækken, hvis man kommer fra hovedbygningen. Man vil også kunne se lidt bevægelse gennem hækken. Derudover er den store cirkel netop også meget åben ved den store trappe, som vender ind mod Mos-husene, så man kan følge med i hvad der sker indenfor, eller sidde inde og se hvad der sker. 



Fordi vi havde tid til at sidde sammen hele gruppen og kigge på mens Hans tegnede på Sketchup, fik vi talt en masse detaljer igennem, bla. materialer. Skolens næste bygnings-projekt er et stort undervisningshus til foto og kunst, tegnet af Tham og Videgaard. Både det og hovedbygningen er i røde mursten, så vi besluttede at både gulv, vægge, trapper og gangene mellem cirklerne skulle være i røde sten. Vi havde ellers ind til videre tænkt i beton, men syntes røde mursten passede bedre ind og var mere varm og indbydende. Borde og bænke skulle dog stadig være i beton, med sæde af kebony. Begge dele er jo gråt, som passer godt til de grå Mos-huse ved siden af. Rundt om Mos-husene, men også på den anden side af vejen mod havnen, er der plantet Birketræer, så vi valgte at føre det videre. Hækken skulle være en almindelig bøgehæk.






Arkitekturs to assistenter havde lavet en kæmpe stor model af hele skolens grund, som vi skulle lave en miniature-model af vores projekt, til at putte på. Egentlig havde vi tænkt os også at lave en lidt større model, men efter vi var gået i gang, fandt vi ud af hvor lang tid det ville tage og valgte derfor at droppe det igen. Der var heller ikke nogen bestemt måde man skulle aflevere sit projekt på, så vi valgte at 'nøjes' med vores Sketchup tegning, da den på en måde både er en tegning og en model. På den måde kunne vi også koncentrere os om at lave et gennemarbejdet projekt, frem for en model, der kun viser det vi allerede har vist på Sketchup.
Til fremlæggelsen af alle 40 elevers projekter, fik vi næsten kun god kritik. Det første de sagde var, at det var rigtig godt gennemarbejdet projekt. Vi overskred også tiden en del, selvom vi skyndte os. Det eneste lærerne var enige om var skidt, var den fjerde cirkel, altså bænken over jorden. Der var ikke nogen mening i at den skulle være der. Den bryder kun med vores ellers gode idé med, at alt over jorden skulle være natur. Vi blev hurtigt enige, da bænken bare var noget vi tilføjede uden videre tanke bag.
Jeg er selv meget tilfreds med projektet. Det var fedt at nørde med detaljer, samtidig med at man havde de store linjer i hovedet, men også ret sejt at lave noget, som måske kunne blive ført ud i virkeligheden. Kurt lød i hvert fald inspireret af idéen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar