onsdag den 17. december 2014

Træhus

For en uge siden havde vi et projekt hvor vi skulle lave en minimalbolig i form af et træhus. Vi blev alle delt ind i grupper af to, jeg kom i gruppe med Sandra, og derefter skulle vi interviewe en anden, som skulle være den vi lavede huset til. Vi interviewede Kristin, som gerne ville have et sted der var nemt at komme til fra skolen, og som skulle have et køkken og plads til at have gæster på besøg. Desuden måtte det gerne være lidt skjult og så var hun mørkeræd, så der skulle være mulighed for at lukke alle vinduer til om aftenen, så folk ikke vil kunne kigge ind.
Vi startede med at gå ud i skoven og finde et sted, som både skulle ligge skjult, men også tæt på skolen, et sted hvor det ville være nemt at komme frem. Vi fandt en forholdsvis høj bakketop med sti ved foden, hvor der stod to meget store gamle og flotte træer, som blev en naturlig 'indgang' til vores træhus. Rundt om bakken var der groet godt til med træer, så selvom der faktisk var en lille bar plads mellem træerne på toppen, så ville træhuset alligevel være nogenlunde skjult. Træet vi valgte at bygge i, var et skævt og forhutlet træ, som havde overvejende mest krone på den ene side. Det havde også en god tyk gren, der gik opad i en sik-sak form, som vi syntes var interessant.
Da vi kom tilbage blev vi enige om at forme husets gulvplaner ud fra denne gren og den næste gren lidt længere oppe, og lade huset svinge sig rundt om stammen i en kantet form. Hen mod de store gamle træer, hvor man naturligt ville ankomme mellem, skar vi et stykke af formen væk, lidt som et kagestykke og indsatte lodrette panoramavinduer på de to åbne ender. Det dannede tre afsnit i huset. Et afsnit, hvor den kantede gren havde defineret rummet, med sofa/sove-område i to planer, ud til det store panoramavindue, hvor man vil kunne ligge og nyde udsigten. Næste afsnit blev det øverste afsnit, med et lille køkken og et stort bord med bænk. Sidste afsnit blev lavet til en stor bred trappe, hvor gæsterne kan bydes velkommen.
Det tog alt vores tid at sidde og nørkle med formerne på vores model, så det hele ville fungere. Det nåede at blive torsdag eftermiddag, før vi endelig kunne se den færdige form på alt det vi kun havde diskuteret indtil videre. Da alle vinkler var skæve og huset snoede sig rundt i alle planer, kunne vi ikke engang finde ud af at tegne en sketch til illustration til os selv. Så vi havde travlt torsdag aften, hvor vi endte med at sidde til kl. 1, for at få alle tegninger færdige.
Noget nyt vi skulle lege med til denne opgave, var en metode kaldet ??, til at præsentere projektet. Desuden skulle vi, udover modellen, have mindst en plantegning, en facade og et perspektiv eller et længdesnit. Vi nåede ikke at lave perspektivet, da det tager en hel del tid med alle vores skæve vinkler, men vi nåede det! Sådan da.
Til kritikken forklarede vi grunden til det halvfærdige projekt, da vi havde arbejdet så meget med formen. Vi fik dog også at vide, at vi netop havde opnået en hel del gode ting, ved at arbejde så meget med formen, og fået et helt unikt udtryk og rum. Jeg er også ret fornøjet med formen, da jeg kan se mening med at den er som den er. Det kunne sikkert også have blevet et rigtigt fint lille projekt, hvis vi havde arbejdet mere på det, så det kan godt være vi gør det.
Jeg kan desværre ikke finde nogle billeder af modellen eller tegningerne.... :( frygter lidt at det er blevet smidt ud efter oprydningen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar