![]() |
Det orange er parkeringspladsen vi havde til rådighed, det stribede er de veje folk kommer til pladsen fra. Den store bygning i midten er teatret. |
Teaterpladsen før
En tanke vi havde fra starten var, at vi så vidt muligt ville holde os fra at forudbestemme brugen af pladsen, for at gøre det så indbydende som muligt og gøre det til borgernes plads. En simpel græsplæne med nogle træer hist og pist, ville derfor være ideelt. Belægningen skulle i hvert fald være en helt anden, men da græs hurtigt ville blive trådt til mudder sådan et sted, måtte vi finde på alternativer. Noget andet praktisk ved ikke at designe noget permanent var, at det så ville blive muligt at omarrangere pladsen, så den vil kunne bruges til mange forskellige arrangementer. Både koncerter, store eller små teaterforestillinger, loppemarkeder, events osv. Vi kom derfor frem til at lave et modulsystem, som vil kunne sættes op som scene, spredes ud til siddepladser eller andre ting. Derudover også en flytbar bar, nogle borde og stole, rumindelere med lys i og store plantekasser med små træer, blomster eller buske. For at afgrænse pladsen valgte vi at lave det hele om til en kæmpe stor hævet terrasse af grånet træ, hvor alle moduler og plantekasser skulle være i samme materiale.
Selve terrassen lod vi forme totalt efter pladsens form og lod den gå ud til alle husmure. To steder hævede vi terrassen op til bakker, som man vil kunne trække sig tilbage på og have udkig over pladsen. Desuden hjælper de til at skærme af ud mod den grimme parkeringsplads og indramme terrassen. Den ene bakke har vi skåret igennem til indgang med en rampe, som vil sluse folk sammen og give en fin entré til pladsen, som man ellers ikke kan se fra parkeringspladsen.
På den anden side af de huse der omringer pladsen ligger gågaden, Nørregade. Som man ser på situationsplanen kommer folk gående ad to smøger fra gågaden til pladsen. Langs gågaden løber der et lille vandløb med små dioder eller spots i, som vi ville bruge til at føre folk fra gågaden og hele vejen op på terrassen, hvor de spreder sig ud over hele fladen. Langs den ene mur der fører ud til Frederiksgade lod vi spotsene "vokse" op ad jorden og blive til lygtepæle. Jeg har selv lagt mærke til hvor mørkt der er der om aftenen, så der skal lidt mere til. Til sidst havde vi tænkt os at sætte teatret helt i fokus, ved at oplyse det om aftenen og på den måde undgå at skulle lave lygtepæle, som ville ødelægge pladsens fleksibilitet.
Selve indgangen på teatret er ret fin. Det er en stor glasfacade med skrå vinkler og mørkeblåt lakeret metal. For at pladsen skulle have en sammenhæng med teatret, tænkte vi at bruge de samme materialer og farver. Baren er derfor i samme blå farve og materiale og ruminddelerne i halvgennemsigtigt glas, med skrånede toppe, som skulle gå igen i midten af baren. Om aftenen hvor den mørkeblå farve ikke længere ses og der er brug for mere hygge, skulle pladsen blive oplyst af varme orange farver fra ruminddelere, barens midte, lygtepæle, spots i gulvet og oplysningen af teatret.
Tegningerne er tegnet på gennemsigtigt kalkepapir oven på hvidt papir og de har alle sammen to eller flere lag. Plantegningen er f.eks. tegnet på denne måde for at illustrere pladsen og de omkringliggende huse nederst på baggrundspapiret. Ovenpå (billede 1) har vi en plantegning af terrassen og de faste elementer på kalkepapir og dernæst (billede 2) et foreslag til indretningen af pladsen med de flytbare elementer, her i en koncertsituation. Alle træer og den blå baggrund på tværsnittet er farvet med acetonetryk, resten er med tusch i forskellige farver og tykkelser. Det var mig der tegnede tværsnittet og detaljetegningen af modulerne og Nikolaj der lavede plantegningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar