Vennefest

Noget skolen har tradition for, er at gøre rigtigt meget ud af de store fester. Udover elevstævnet, som jeg har fortalt om, er der også linjefagsfesterne, hvor hvert linjefag i løbet af året skal arrangere en fest. For nogle uger siden var der vennefest, som arkitektur havde arrangeret siden onsdag. Vennefest betyder at vi alle inviterer vores venner til fest på skolen om lørdagen. Vi endte med at blive 220 mennesker.
Vi samledes onsdag morgen hvor vi skulle blive enige om et tema. Det endte med at blive tennis. Vi blev hurtigt enige om at holde festen i det ene Mos-hus, som er en meget simpel aflang bygning uden nogen indre vægge, med højt til loftet. Her planlagde vi hurtigt at der skulle være en stor tennisbane midt i det hele, med tribuner og bar i hver ende og dommerstolen som dj-pult. Jeg, Nanna, Pernille, Kaja, Megumi, Marie og Stephanie valgte at have ansvaret for spisesalen. Vi havde kun 200 kr til rådighed og køkkenet havde planlagt at vi skulle have mexikansk mad. I starten overvejede vi at køre det mexikanske tema helt ud i spisesalen og derefter forvirre folk helt vildt, når de pludselig kom over til en tennisbane. Men det droppede vi desværre igen og valgte at gå med idéen om at vi var i en snobbet tennisklub og at spisesalen var et klublokale over stadionet.
Det var temmelig svært at få overklasse-stilen ført helt igennem, med de få penge vi havde, men jeg synes vi klarede det overraskende godt. Det endte med at blive dækket op med hvide papirsduge  på alle borde, Foldede hvide servietter, træklodser som lysestager, menukort (oversat på fransk selvfølgelig), bordkort og blomster på alle borde. Vi lavede et logo for klubben, vi nu kaldte "Club de Crabe", som gik igen på et velkomstskilt vi havde stående på et staffeli ved indgangen, på badges vi selv havde på da vi tog imod folk og på menu- og bordkort. Vi arrangerede et bord ude i forgangen, hvor Nanna, jeg og Bodil jeg havde på besøg, stod og skænkede op. Inden for døren var der to pulte, hvor Kaja og Stephanie stod og viste folk til bords og rundt i vindueskarmene stod alle min mors nypudsede lysestager, med lange hvide lys. Alle vinduer havde vi dækket til og i vinduerne i den ene side af salen hængte vi billeder op af Krabbesholm Stadion, som om vi så ned på stadionet. I den anden side af spisesalen stod der billederammer i vinduerne, som vi havde lånt af Skive Tennisklub, sammen med en masse andet tennisudstyr. Jeg selv sad næsten alle dage og klippede en film sammen af youtube-klip med optakter til forskellige store tennisturneringer, hvor man ser tennisspillere blive interviewet og eksperter stå i et studie og ind i mellem reklamepauser med reklamer for Rolex (vores hovedsponsor), Moët, Lacoste og forskelligt tennistøj. Det var meningen det skulle køre på nogle skærme i spisesalen, som en optakt til den store finale, som vi planlagde skulle starte festen ovre i Mos-huset. Desværre havde vi enormt travlt, da det hele skulle sættes op lørdag og havde ikke tid nok til at få det til at virke. Sådan er det jo desværre ALTID med elektronik. 2-3 dages arbejde spildt, fordi vi manglede et sølle stik.
Under hver tallerken lå der en billet til aftenens kamp, som skulle foregå ovre i Mos-huset, mellem Bjørn borg, som var ham vores klub heppede på, og Caroline Wozniacki. Da klokken var 9 fik vi alle folk over til Mos-huset, hvor vi fordelte os mellem dem på tribunerne og rundt om banen. Aksel, som er en høj norsk gut, spillede Bjørn borg og danske Maj spillede Wozniacki. Bolden havde de sat fast på en lang pind, som Laurids sørgede for at løbe frem og tilbage med, mens han hoppede over nettet. Ude på klapstolene sad trænerne og råbte i jakkesæt og oppe på dommerstolen sad Thomas og styrede det hele, mens folk heppede og grinte højt af spillerenes overdrevne stønnen. Det var skide sjovt! Efter pausen, hvor Wozniacki bundede en øl mens hun fik prygl af sin træner, fik Bjørn Borg det afgørende point og vandt kampen. Der var stor jubel, han selv græd af glæde, fik blomster og kys af kyssepiger og overrakt en stor pokal og lige som han løftede pokalen over hovedet, slukkede lyset og høj musik gik igang og alle os fra arkitektur sørgede for at løbe ind på midten af banen og huje og danse i konfettiregn og champagne der poppede og blev sprøjtet over det hele. Det er den bedste måde jeg nogensinde har startet et dansegulv! Hele festen gik igang i samme sekund og alle blev revet med. Det var så fedt!
Næsten hele budgettet for festen blev brugt på kunstgræs til banen/dansegulvet, men det var ærligt talt ikke til at se. Festlokalet var virkelig gennemført. Blandt de ting vi lånte af Skive Tennisklub, var der en hel del ketchere, som hang på væggene, et stort banner med billede af Wozniacki, to tennisnet, et til banen og et andet der hang som afskærmning over baren og en pointtavle der sad på dommerstolen. Der var et stort Rolex-ur og sponsor logoer og kampens logo med lys i på dj-pulten. Bag den ene tribune ved siden af baren, var der indrettet et loungeområde med sofaer og spejle på bordene hvor der i starten af festen lå tusindkronerssedler spredt og rullet til rør sammen med striber af kartoffelmel. I indgangen til lokalet under det halvtag der er, var der indrettet et omklædningsrum med bænke og tøjstativer på række, skabe med billeder af mænd på indersiden, bruserhoveder og forskelligt undertøj der hang på knagerne (Björn Borg selvfølgelig), alt sammen indrammet af badeforhæng og farvet lys. Det var skide sjovt!
Jeg har desværre ingen billeder, men tænker jeg smider dem herind, hvis der skulle dukke nogen op.

Værkstedsuge 2

Vi har lige haft værkstedsuge igen. Altså en uge hvor vi vælger os på et andet fag, end de fem linjefag der er til daglig. Jeg ville rigtigt gerne havde været på keramik, men endte alligevel med at være glad for at komme på lydværkstedet. Vi havde Peter, som er kunstlærer og har en fortid som lærer på den elektroniske linje på musikkonservatoriet. Det var skide spændende! Første dag blev vi sendt ud med optagere to og to, for at optage forskellige lyde rundt på skolen. Jeg fandt straks sammen med Anna, som jeg i forvejen er en del sammen med nede i musiklokalet. Vi fandt dørhåndtag, elpærer der raslede, papir der knitrede, fjedre der gav genlyd når man skrabte på dem, negle på en tavle, lyde fra indersiden af et flygel og meget mere. Da vi kom tilbage smed vi alle lyde ind i programmet, og da vi ikke helt kunne finde ud af at importere dem rigtigt, havnede de alle på hver deres lydspor. For sjov lyttede vi til det hele oven i hinanden og det var faktisk ret godt, så vi endte med bare at redigere lidt i lydniveauerne, lave en fadende slutning med mit åndedræt og så var vi færdige.

Her er et link til det vi fik lavet. Den første har vi kaldt 'Maskineri'. ---> LINK

Der var fuldstændigt frie rammer for hvad vi skulle ende ud med. Peter var der selvfølgelig til at hjælpe med programmet og så var der tre gange i løbet af ugen, hvor vi lyttede til det vi havde fået lavet indtil videre på holdet, men ellers arbejdede vi selv hele ugen. Vi var kun 10 på holdet og Anna og jeg var de eneste to der arbejdede sammen, så der var helt stille når folk tog deres hovedtelefoner på, udover Anna og jeg selvfølgelig. Vi blev dog opfordret til at det ikke skulle være musik vi skulle lave og at vi skulle prøve at lytte til lyden på en anden måde end vi plejer og så blev vi præsenteret for forskellige lyd-kunstnere og nogle af de numre Peter selv har lavet. Jeg blev alligevel ret overrasket da vi hørte hvad hinanden havde lavet, især de to japanske piger vi havde på holdet, der knapt forstod engelsk, som endte med at lave noget virkeligt fedt med vilde club-agtige beats.
Vores næste projekt blev lidt som den første bare omvendt, så "eksplosionen" kom til sidst istedet. Vi kaldte den 'Amok', da vores tanke var at lave et slags angstanfald i lydform.
Det sidste projekt skulle vises frem til resten af skolen om fredagen og det var derfor også det vi havde mest tid til. Anna fik den idé at tre-dele sangen i tre stemninger, inspireret af "Bohemian Rhapsody" af Queen. Vi havde ikke nogen planer for hvor det skulle ende henne, hvilket gjorde at vi kunne eksperimentere med det og lege os frem til et resultat i stedet. Det viste sig at være et godt udgangspunkt. Vi havde begge lyst til at bruge sang og noget med en anelse mere melodi i og så så jeg det også som muligheden for at spille trompet. Vi endte med at optage en del lyde i musiklokalet og da vi var trætte af det, gik vi over i udstillingshuset Bow-wow, hvor der viste sig at være en fantastisk rumklang. Jeg plejer at skamme mig sådan over lyden, de gange jeg har prøvet at improvisere, men nu kunne jeg næsten ikke holde op med at spille igen.
Vi endte med at bruge vores første projekt som den første del, derefter vores sang og trompet, og derefter noget lyd vi optog ovre i syværkstedet. Da vi lavede den sidste del og lyttede til vores optagelse fra syværkstedet, opdagede vi noget musik der kørte i baggrunden, som vi endte med at optage på ny, så vi kunne forstørre lyden i slutningen. Tilsat lidt effekter, så det lød som en skrattende radio, så var vi færdige. Vi har været så opfindsomme at kalde den 'lang låt'.
Peter var ret begejstret for det vi lavede på holdet og sagde flere gange at det var det bedste han havde oplevet, der var kommet ud af en lydworkshop og at vi skulle overveje at søge ind på konservatoriet. Han havde haft en elev sidste år som, lige som os, var på lydværkstedet og lavede lyd for første gang i en uge, som endte med at komme ind med det hun havde lavet. Jeg kunne heller ikke lade være med at blive en anelse stolt, da hele skolen skulle lytte til vores nummer og Peter præsenterede det, som det eneste, med at sige, at det var langt men godt.
Udover de tre lydstykker, ligger der også en vi kalder 'Elefant i Paris'. Det er mig der improviserer med hånden ind i trompeten, mens jeg spiller ned i en tønde, hvor Anna optager ind ad et hul i tønden. Vi tilsatte det lidt regnvejr og kunne ikke nænne at gøre mere. Vi ved endnu ikke helt hvad vi vil bruge det til.